Livet er ikke altid en drøm på roser. Heller ikke, selvom man vælger at tage ansvar og "gøre noget ved det" og kontakter en lifecoach. Når et menneske er i personlig krise lider det. Og det lider meget. For det gør ondt at mærke sine følelser og de (negative) tanker man har på dem. Mærke sorgen, den indre angst og frustration. Vreden og uforståeligheden. "hvorfor er jeg som er, og hvorfor har jeg det så elendigt, hvorfor er alle andre glade og ikke jeg, hvad gør jeg forkert" - den indre kritikker kører på overarbejde og der fyldes på med hæmmende og skræmmende (usande) tanker og overbevisninger. Og det bliver ved og ved.
På et tidspunkt i elendigheden, får man dog "taget sig sammen" og søger hjælp. Man har en fast overbevisning om, at man ikke kan klare det her elendige liv selv, som man "er havnet i" og derfor kontakter man, som i dette tilfælde, mig. Man har et utal af domme på alt det forkerte man gør/ikke gør og der er ingen grænse for, hvilken negative historier om sig selv, jeg får lov at lytte til. Og jeg lytter. Og lytter. Der er brug for en, der lytter lige nu. Og det kan der gå en del tid med, for der er meget, der skal ud. Og det som kommer ud, er faktisk bare overfladen af isbjerget - det er nemlig kun de bevidste tanker og historier, som min klient i mange år måske har gentaget for sig selv for sit indre og nu tror på, som sandhed!
Men jeg kan hjælpe og det er det allermest afgørende for min klient. At mærke, at der er hjælp at hente og håb! Håb om, at alt kan blive bedre. For nu er hun her. og ja, hun kan godt mærke, det gør godt, men hun er også træt. Så uendelig træt. Al den snakken. Hvor kom den fra, spørger hun? Tjaa, smiler jeg - hvor kom den fra?
Vejen til bevidsthed er ikke nødvendigs rar og spændende. Heller ikke hos en coach. Det er hårdt personligt arbejde og hvor min klient også mødte den indre modstand og holdte sig væk. Udsatte aftalte møder. Jeg ved præcist, hvad det handler om. Det gør hun ikke. Hun er bange for ejerskabet og tage ansvar. For det er tid nu, hvor hun kan mærke, hun ikke kan gå tilbage, for der er allerede skabt en ny bevidsthed i hende. At hun har et valg. Og den viden kan i sig selv være temmelig skræmmende, hvis man ikke før har været bevidst om det. Og med valget er der også fravalg. Og er hun klar til at tage konsekvenserne af dem?
Måske, måske ikke:-)
Idag skrev hun endelig til mig. Jeg udviste min menneskelige bekymring for hende og bad om livstegn fra hende. Hun forklarede, at der var så meget. At hun var glad for min omsorg og at det betød meget for hende. Og at hun har svært ved at holde fast i sig selv. Ja, jeg ved det. Jeg svarede sådan her tilbage til hende:
"Ja jeg ved, du vælger at have dine tanker mange steder og at du tror, du skal tage dig af det hele.
Det skal du ikke. Den frie vilje kommer indefra og før du ved, hvad du vil, må du skabe bevidsthed om det.
Træffe valg om at vælge dig selv til. Handle på det. Lade kaos være kaos. Acceptere det og ret dit fokus på at redde dig selv. Slip offervandringen og beslut dig lige nu på det som du har allermest brug for. Flygt ikke udi en masse praktiske aktiviteter men skab RO så du kan mærke og høre dig selv.
Du skylder ingen noget som helst. Men jeg ved, du alene kan ændre, hvordan du har det og hvordan du tænker om dit liv. Der er ingen nemme løsninger her. Vejen frem er bevidsthed og det er hårdt men det hele værd. Og du dør ikke af det tværtimod fødes du som på ny du har alle indsigterne i dig. For at du kan høre dem, må du tie og lytte, sidde stille og søge opmærksomt ind i din sjæl. Mærke hvad den fortæller dig. Lære dens sprog at kende - og når du lærer at tyde din indre stemme, er du kommet hjem i dig selv, hvorfra du med fornyet bevidsthed og klarhed kan leve dit liv, som du ønsker det.
Kærligst
Gitte, din coach
