Der er ikke noget i vejen med at gå i andres fodspor. At lade sig inspirere. Lytte til andre mennesker. Tage ved lære. Søge forståelse og bevidsthed gennem andre. Meeeen, det sjoveste er faktisk, at udfordre os selv på at træde vores egne stier. Gå vejen selv. Lade os føre af lyst, nysgerrighed, lys, tro, syn, overbevisning - bare gå vejen ved at lytte til vores egen stemme, eget kald?
Det pudsige er, at jo mere vi lærer ved at tale med andre mennesker, være sammen med dem, jo mere forstår vi, hvor unikke og forskellige vi er og hvor vigtigt det er, at vi tager ejerskab for denne forskellighed, ved netop IKKE at sammenligne os selv og vores færd i livet, med hvordan andre mennesker lever!
Og igen, jo mere vi lærer, jo mere er der at søge!
Indsigten og konflikten
Indsigten er, at vi netop IKKE skal leve vores liv som vores medmennesker. Men dét at trække sine egne spor, er et dybt-dybt behov, der ligger i de fleste mennesker, om at markere sig og "sådan gjorde jeg det" - Vi er alle specielle og unikke væsener. Det ved vi. Men at tage ejerskab for det, sådan 100% volder os udfordringer, for da vi også er et flokdyr, konflikter vi på samme tid med behovet for at være "ligesom" de andre. Skabe samhørighed og fællesskab. Og ofte tror vi, at disse følelser og behov bedst og nemmest bliver udlevet, ved at gøre som de andre! Intet kunne være mere forket.
Bevidstheden skaber forståelsen
Og denne indsigt kommer som regel når vi bliver bevidste. Når vi finder indre fred og selvaccept på os selv som det uperfekte, perfekte, menneske, kan vi åbne op til vores ressourcer, og her gribe de indsiger og læringer vi har brug for, for vi ved allerede alt, hvad vi skal vide! Vi skal blot åbne op for det.
Selvværd og det at trække egne spor i livet
Vi måler selvværdet i stort og lavt!
Allerede her er vi ude i præstationsskabelsen. "Jeg må have noget personlig udvikling, så jeg kan få et stort selvværd. Når jeg har mit selvværd på plads, så kan jeg elske mig selv og når jeg kan elske mig selv, kan jeg også elske andre og så, og så, og så..."
Og hvad så, hvis vi ikke har et "stort" selvværd? Gør det os så til nogle dårlige mennesker? Nej, bestemt ikke - Jeg tror på, at opfattelsen af selvværd skal findes i noget større end blot det her med at jeg hviler i mig selv, elsker mig selv og har godt fat i mit eget værd. Jeg tror på, at selvværdet skal findes i vores forbundethed med menneskeheden. At vi hæver perspektivet fra at være i vores "jeg-form" til hvilken værdi og bidrag har jeg til menneskeden?
Når vi oplever følelsen af at være noget for andre, gøre en forskel, bidrage, hjælpe, støtte, ja så kan det ikke undgåes at dette fokus styrke vores selvværdsfølelse på et dybere plan. Vi ved, vi gør en forskel og det er i al sin enkelhed stærke kræfter at være i kontakt med, og som automatisk styrker vores følelse af selvværd.
Mine personlige erfaringer
Mine personlige erfaringer og beviset på, om jeg trækker mine egne spor i livet, er min indre tilstand. Når jeg er i fred, er glad og taknemmelig, ved jeg, at jeg er på rette vej. Når jeg i nuet gør mit bedste og bestræber mig på at møde mine medmennesker i øjenhøjde.
Min indre tilstand lyver aldrig og fortæller mig altid sandheden. Når jeg ikke vuderer mig selv på, om jeg har et stort eller lavt selvværd, men om jeg gør en forskel og bidrager til bevidsthed og selvindsigt.
Hvorfor jeg bestræber mig på at trække mine egne spor, fremfor at gå i andres. Og mine spor er at være i min egen power og glæde og taknemmelighed over netop at få lov at være her på jorden!! Det er da stort!
Trækker du dine egne spor, eller går du i andres?
Jeg har her skrevet om selvværd og behovet for at trække egne spor. Måske fra en lidt anden vinkel, end du er vant til?
Jeg hører så gerne dine kommentarer her på bloggen!
Kh
GITTE HOUMAND
