At være bærer af sin lidelses-historie er så smertelig at betragte. Især når jeg ved, at vi kan blive fri af den. Helt fri. Det gøres ikke ved at læse en bog om det. Eller lytte til et foredrag. Eller se andre, der er blevet fri af deres lidelses-historier. Det gøres ved at gå vejen selv. Helt selv. Alene. Face dæmonerne. Angsten. Tankerne. Bryde den sociale arv. Og når vi er klar, går vi. Jeg er en af dem, der går ved siden af dig. I starten lidt foran. Sidenhen ved sidenaf. Til slut går jeg bagerst. Hvor jeg helst vil gå i mit lederskab for dig. Jeg vil gerne skubbe. Kærligt og målrettet. Så du sluttelig går selv. Helt selv. Frit og ubesværet. Uden mig. Uden andre. Og er glad og fri. Som hele dig.
Du kan godt!
kh
Gitte
