Individualisering og samhørighed...
2 modsatrettede poler og dog så stærkt forbundne med hinanden...
Det ene udelukker ikke det andet, hvorfor vi ikke kan frasige os behovet for dem begge.
Det ligger som den største naturlighed i mennesket at føle os "individuelle og unikke/særlige" samtidig med at vi føler os som en del af et "familie/samfund/gruppe/flok etc" Afhængig af, hvor vi som individ befinder os i livet, bruger vi bevidst/ubevidst mest tid og dermed fokus, på at finde os til rette i den gruppe, hvor vi TROR, vi skal være....denne overbevisning kan altid undersøges, om den rent faktisk er til gavn for individet udfra individets reelle behov for at vækste og cope livet, eller om overbevisningen holder individet "fanget/låst fast/begrænset etc"
Den indre og ydre balance bliver udfordret..
For som sagt..det ene udelukker ikke det andet..
Vi har behov for begge dele:
At føle os individuelle/særlige/unikke og mødt med alt det, vi er og ikke er
og
At føle os "normale" og anerkendte i gruppen, med alt det vi kan bidrage med og også ikke endnu ved, vi ved noget om...(ubevidst viden)
Det ene udelukker ikke det andet
Men det er så sikkert, som amen i kirken, at dit fokus har konsekvenser for dig, og hvis din INDRE balance føles oplevet som udfordret, ja, så ER du igang med at udfordre den og spørgsmålet er, hvor længe du vil blive ved med det?
Kan du følge mig?
Det glæder mig, hvis du har behov for at læse opslaget mere end 1 gang:-))
Del endelig din erfaring.
/Gitte
